Hovedbladet

Det hele begyndte i sommeren 1970. På sommerlejren i Frøstrup – bedre kendt som Thylejren og ofte kaldt "det danske Woodstock" – opstod idéen om en ny slags avis. Journalisten Jacob Ludvigsen, der dækkede lejren for Ekstra Bladet, oplevede den spirende mod kultur på tæt hold. Sammen med en gruppe ligesindede besluttede han, at tiden var inde til en alternativ ugeavis. Navnet fandt Ole Grünbaum på: Hovedbladet.

I månederne efter blev planerne udviklet i Huset (Projekt Hus) i Rådhusstræde, hvor en række åbne møder samlede mennesker med lyst til at skabe noget nyt. Som en del af forberedelserne blev Det Danske Redaktørakademi stiftet. Ideen var både enkel og revolutionerende: Alle medarbejdere skulle kaldes "redaktører", uanset erfaring eller uddannelse. Hovedbladet skulle være en avis, hvor engagement vejede tungere end journalistiske titler.

Den 13. december 1970 – på Jacob Ludvigsens fødselsdag – udkom prøvenummeret, nr. 0. Det blev startskuddet til en avis, som fra den 10. januar 1971 udkom hver uge frem til februar 1972. De første fire udgaver var trykt i stort avisformat som Politiken og i fire farver – usædvanligt flot for en alternativ publikation. Numrene 1, 2 og 3 blev endda udgivet i to sektioner.

De første udgaver viste allerede, hvilken avis Hovedbladet ønskede at være. Forsiderne blev ikke domineret af politikere eller kendisser fra det etablerede Danmark, men af tidens modkulturelle skikkelser. Blandt de mest markante var Eik Skaløe, forsanger i Steppeulvene og en af ungdomsoprørets store poetiske stemmer. Hans portræt på forsiden af nummer 20 i 1971 understregede, at Hovedbladet ikke blot rapporterede om den nye tid – avisen var selv en del af den.

Forsiderne fungerede som kulturelle manifester. De afspejlede en generation, der søgte nye fællesskaber, nye livsformer og nye måder at tænke samfund på. Musik, kunst, politik, kollektiver og eksperimenterende livsstil smeltede sammen i en visuel fortælling, der gjorde Hovedbladet til langt mere end en ugeavis. Den blev en aktiv medspiller i tidens eksperimenterende ungdomsbevægelse.

Den 26. september 1971 drog Jacob Ludvigsen og fem andre medarbejdere på det, de kaldte en "skovtur". Målet var dog alt andet end en hyggelig søndagstur. Gruppen satte kurs mod den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn med en ganske særlig mission: at proklamere Fristaden Christiania.

Præcis klokken 12.08.30 blev Christiania udråbt som "et eksperiment". Tidspunktet blev foreviget som graffiti på en dør i området – en dør, der stadig eksisterer ved den nuværende børnehave på Børne engen ud mod Refshalevej. Få dage senere, fredag den 2. oktober, skrev Jacob Ludvigsen den artikel i Hovedbladet, som gjorde proklamationen kendt for resten af landet.

Dermed havde Hovedbladet leveret et af de mest bemærkelsesværdige bidrag til danmarkshistorien: offentliggørelsen af Fristaden Christiania.

I de følgende numre fulgte avisen udviklingen tæt. Reportager og interviews gav stemme til de første beboere, som kaldte sig nybyggere, længe før betegnelsen christianitter blev almindelig. Mange af dem var læsere af Hovedbladet, som lod sig inspirere til selv at flytte ind.

Jacob Ludvigsen og hans kæreste Elizabeth blev også en del af det nye samfund. De flyttede ind i Løvehuset – den tidligere kommandantbolig – og tog navnene Jacob Løvegal og Elizabeth Løvegal. Snart opstod en hel tradition med fantasifulde familienavne inspireret af Kløvedal-kollektivet Maos Lyst. Blandt navnene var Løvehjerte, Løvemund, Løvetand, Sofasyre og Skinger – navne, der vidnede om en tid, hvor kreativiteten fik lige så meget plads som murstenene.

Hovedbladet forstod også værdien af et godt mediestunt. Proklamationen af Christiania var naturligvis en happening, der både satte fokus på den nye fristad og på avisen selv. En anden spektakulær aktion blev kendt som Bowlermanden. Iført bowlerhat delte Jacob Ludvigsen gratis hash ud på Strøget – dog kun til borgere, der med en dåbsattest kunne dokumentere, at de var fyldt 30 år. En blanding af humor, provokation og samfundskommentar, som passede perfekt til den tid og til Hovedbladets kompromisløse ånd.

Selv om Hovedbladet kun udkom i godt et år, satte avisen et aftryk, der rækker langt ud over dens levetid. Den var ikke blot et talerør for ungdomsoprøret – den var med til at forme det. Og med proklamationen af Christiania skrev Hovedbladet sig ind i danmarkshistorien på en måde, som ingen andre aviser har gjort.