
Billede, Claus Rasmussen's private samling.
JACK BEAT RECORDS
Beat the Road Jack! Velgørenhedsarbejde, en hulens bunke æggebakker, en initiativrig tyveårig og et ledigt lokale på en østersfabrik blev årsagen til at en stor del af den jyske og fynske rockscene overlevede på grammofonplade.
Jack Fridthjof blev født 21 juni 1945, i Hellerup ved København, af mor Inge Fridthjof. Jack Fridthjofs far John Fridthjof, der i sin egenskab som ernærings-ekspert i FAO - FN's organisation for ernæring og landbrug, havde rejst meget i det, der dengang kaldtes ulande f.eks. Chile, Uruguay, Peru, Brasilien, Marokko og Senegal. Her var nød og sult mere regel end undtagelse. Jack havde været med på disse rejser, og den megen elendighed havde gjort et stort indtryk på ham. Ind i mellem opholdene i de forskellige lande boede familien i Rom, hvor Jack tog sine forskellige uddannelser bl.a. på Overseas School, hvor han havde mødt det italienske popidol Bobby Solo. Solo gik på skolen for at lære engelsk og fik naturligvis inviteret Jack med til at overvære studieoptagelser hos RCA i Rom. Senere mødte Jack også bl.a. den engelske gruppe The Rokes i studierne.
I RCA-studierne var han en slags ”lærling” og lærte meget omkring optageteknik og produktion af lyd. Et af de orkestre han så meget op til var The Rokes, der egentlig var engelske, men var blevet et stort navn i Italien. Jack fik ideen til at lade The Rokes optræde i en kort 7 minutters film, hvor orkestret fortalte om den megen nød i verden og opfordrede alle unge til at hjælpe. I slutningen af 1964 fik Jacks far tilbudt jobbet som direktør på sin tidligere arbejdsplads Glyngøre Fiskeindustri beliggende i Nykøbing Mors.
Hjælpearbejdet fortsatte hjemme i Danmark. Han tog ordet Beat bogstaveligt. Beat betyder jo slag. Og det han gjorde, var jo et slag for “Frihed for sult”. Han begyndte at tænke i blade, popklubber og grammofonplader som en måde at få ungdommen i tale. Han havde forsøgt sig med traditionelle foredrag, men uden den store gennemslagskraft. Så kombinationen af rockmusik og information var idegrundlaget. Det overskud der så kunne blive skulle gå til hjælpearbejdet. Dette arbejde bestod i devisen hjælp til selvhjælp. Allerede dengang var der snak om indsamlede penge nu gik til de rigtige lommer, så i stedet lærte de folk fra udlandet, hvordan de kunne hjælpe dem selv. De inviterede unge fra ulandene til Danmark, hvor de lærte om landbrug, hønsehuse og alskens andre ting.
Jack havde flair for PR og fik meget omtale i landets aviser. Han kom også i fjernsynet 6. december 1964, hvor han viste en ny dans han kaldte “Beat” og fik lejlighed til at fortælle om sit hjælpeprojekt. Det var en dans han havde set i Senegal. En talentspejder fra London som bad ham optræde i THE FLAMINGO CLUB i Soho/London. Her sang han blues med Georgie Fames eget husorkester. Det lykkes på et døgn at skrive autografer og få omtale i flere engelske pop blade. I Østerskompagniet, Glyngøre, fik Jack et lille rum i stueetagen, hvor han indrettede sit studie. Han beklædte rummet med æggebakker fra gulv til loft som lydabsorberende materiale.
En ide han havde fået fra RCA studierne i Rom. Det gav siden anledning til en del sarkastiske bemærkninger fra anmeldere, der ikke kunne lide Jacks produkter. Jack skrev, ringede og annoncerede efter orkestre til sit studie og plademærke - og lynhurtigt rygtedes det om den mærkelige unge mand og hans æggebakkestudie. Mærkelig eller ej så var Jack og hans studie et af de få steder, hvor jyske, fynske og for den sags skyld bornholmske grupper kunne få indspilninger ud på plade. Den danske pladeindustri var baseret i København - og det kan tælles på to hænder, hvad der her udsendtes med provinsorkestre. Naturligvis forsøgte mindre selskaber som det københavnske Ecco Records og det jyske 2R Records sig også i provinsens orkestre, men produktionerne blev fåtallige før nøglen måtte drejes om. Jack nåede at udsende mere end 60 singler og 4 albums i perioden 1965 -1969.
I 1966 flyttede studiet til fjerde sal på Nykøbings gamle tekniske skole, hvor Jack virkelig kunne boltre sig og larme, da husets eneste anden beboer var pedellen, der boede i stuen.





