Scrapbog, Claus Rasmussens private samling.


Asfaltballer og parkdans

Brylcreem, anderumpefrisure, ballade og knippelsuppe til aftensmad.


PARKDANS ENGHAVEPARKEN 1960 af Allan Mylius Thomsen

Alkoholfri park dans i Enghaveparken 1960. Enghaveparken blev anlagt af Københavns Kommune af stadsarkitekt Holsøe og hans nærmeste medarbejder Arne Jacobsen fra 1928-1929, og blev indviet d. 26. maj 1929. Den afløste kolonihave i ”Kongens Enghave” hvor ”Det Kjøbenhavnske Haveselskab A/S”, havde haft kolonihaver på grunden, til parken blev anlagt. Den blev hurtigt samlingspunkt for det tæt bebyggede Vesterbros indbyggere. Allerede tidligt begyndte de store efterkrigsårgange, fra byens små lejligheder ved aftenstide, at samle sig i parken. Det blev nu organiseret.

I 1957 arrangerede ”Politiets Ungdoms Klubber” (PUK) det første asfaltbal under navnet ”Ungdommens Parkdans i Enghaveparken” med rock’n’roll og jazzmusik fra musiktribunen. I samarbejde med andre lokale ungdomsforeninger fortsatte asfaltdansene igennem 1960’erne. PUK var startet af politikommissær Svend Poul Christian Gredsted (1908 – 1979) fra Svendsgades Politistation, i erkendelse af det begrænsede udbud af fritidsfornøjelser for de store krigs- og efter krigs generationer.

For mange teenagere fra Vesterbro, og København, var parkdansen i Enghaveparken, i årene 1958-64, et af ungdommens højdepunkter. Der var mange ”anderumpefrisure” - ”Vil de ha’ succes brug Brylcreem”, og både marinerne og soldater i uniform, hvad de jo havde under orlov dengang. Værnepligtige på orlov, skulle bære deres uniformer medens de var hjemme. Men derfor kunne man jo godt tage en svingom til pardansen i Enghaveparken. Pigen havde den stramme eller plisserede nederdel, sifontørklædet og de høje hæle som standardudstyr.

Man stod i vindjakke med sin NSU eller PUK knallert, eller billige danske mærker, var hård banan, og nød en lærlingepakke med fem Eiffel - eller York med filter. Der var selvfølgeligt ”voksne” kontroløre, der nidkært kontrollerede, at løjerne ikke tog overhånd. Ordensmagten var ofte talrigt til stede, så tit var der knippelsuppe som natmad.

Ifølge pressen var der næsten "altid"  noget ballade efterfølgende. Stængerne på sporvognene bl.a. blev hevet ned så de ikke kunne køre. Balladen trak flere gange ned igennem Istedgade til Saxogade, hvor politiet kom for at stoppe urolighederne. Billede er et screenshot fra en kortfilm i farver Statens Filmcentral indspillede i Enghaveparken 1960. Der er gang i dansen foran "Muslingeskallen". Muslingeskallen ved scenen mod vest blev opført i 1931. Figur reliefferne med Apollon og de ni muser fra den græske mytologi er skabt af billedhuggeren Aage Nielsen-Edwin (1898-1985).

Men alting ændrede sig i 1960-erne. Musikken, spillestederne og værtshusene. Men Enghaveparken og "Muslingeskallen", er siden smukt renoveret af kommunen. Dog uden park dans om sommeren.

Hit med Historien kan med Danskrockarkiv.dk sikre vores musikalske kulturarv gennem lokalt funderet indsamling og samarbejde om registrering, arkivering og formidling.

Få besked, når rockarkivet åbner

© Copyright
Til toppen