Troubadour-rocken. Strøm og Poesi

De udenlandske læremestre: Hvor det hele startede

Selvom vi elsker den danske udgave, skal vi kigge mod USA og England for at finde genrens fødsel. I slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne skete der nemlig noget magisk: elektriske rockbands begyndte at spille sammen med akustiske historiefortællere.

De helt store pionerer er ikoner som Bob Dylan, der chokerede verden ved at sætte strøm til sin akustiske guitar, samt Neil Young og Bruce Springsteen. Springsteen fornyede genren ved at parre sine hverdagsfortællinger om arbejderklassen med det gigantiske, energiske E Street Band. Også navne som Tom Petty og Fleetwood Mac var med til at definere denne sound, hvor guitaren er i centrum, og historien i sangen altid er det vigtigste.

Fra rå storbyrock til svedig folketradition

I Danmark blev de amerikanske strømninger hurtigt suget til sig, og overgangen fra den rå storbyrock til den danske troubadour-rock blev glidende. Musikken herhjemme trak på den velkendte rockenergi, men stilen blev hurtigt mere forankret i den nordiske folketradition. Sangeren stod derfor ofte helt alene i rampelyset som solist.

Musikken kom helt tæt på: den var intim og personlig. Teksterne var på dansk, og musikerne skrev dem næsten altid selv. Sangene strækkende sig over alt fra den dybe, sårbare kærlighed til kontante politiske bekendelser.

Selvom stilen var personlig, fik musikerne i 70'erne ofte hjælp fra store rockorkestre fyldt med dygtige studiemusikere. De løftede de intime sange op til store orkestersange og krydrede dem med både jazz, rock og etniske rytmer.

Det store gennembrud: Herfra hvor vi står (1971)

Hvis vi skal pege på én plade, der for alvor definerede den danske troubadour-rock, kommer vi ikke udenom Skousen & Ingemanns mesterværk "Herfra hvor vi står" fra 1971.

Da albummet udkom, ramte det tidsånden med et brag og solgte svimlende 15.000 eksemplarer – hvilket var helt uhørt for den slags musik dengang. Niels Skousen havde skrevet en håndfuld sange stærkt inspireret af Bob Dylan, mens bassisten Peter Ingemann lagde den tunge, musikalske bund.

Med denne plade fik den klassiske danske "højskolesang-stil" en elektrisk genopstandelse. Det var den danske hippietids ultimative kraftudladning, hvor folkeviser mødte tung rockform. Titelsangen står den dag i dag som en af de mest definerende og tidløse sange i dansk rockhistorie.

70'er-scenens store bohemer og sangerinder

Efter Skousen & Ingemanns succes i starten af 70'erne eksploderede den danske scene med farverige personligheder, der hver især gav genren sit helt eget præg:

Sebastian (»den inderlige«): Sangeren, der pakkede sine følsomme og eventyrlige sange ind i store, episke rockarrangementer.

Stig Møller (»den naive«): Den evigt glade spillemand, der spredte god karma og akustiske vibes.

Poul Dissing (»den dadaistiske«): Han startede som vild bluessanger i 60'erne og endte som folkeeje i 70'erne med de elskede Svanteviser – som en moderne, dansk Evert Taube.

Kim Larsen (»bohemen«): Han fangede tidsånden perfekt ved både at være rå "slumrocker" i Gasolin' og samtidig optræde i en helt ny form for folkelig revy- og revysangstil.

Trille og Anne Linnet (»de nye kvinder«): Stærke kvindestemmer, der brød igennem lydmuren med dyb, personlig og politisk musik set fra et kvindeligt perspektiv.

Traditionen lever videre

Selvom 70'erne var guldalderen, er den danske troubadour-rock i den grad levende i dag. Arven bliver båret flot videre af kunstnere, der stadig nægter at gå på kompromis med den gode historie, som den, nu afdøde, Johnny Madsen og vennen Allan Olsen, der med jysk lune, humor og rå guitarer har holdt liv i genren i årtier. I nyere tid har folk som Søren Huss ført den inderlige og personlige stil ind i det nye årtusinde med store, dybe tekster. Også navne som Jonah Blacksmith bærer faklen videre ved at blande traditionel folkemusik, personlige familiefortællinger og bragende rockinstrumenter, så det runger helt oppe under festivalteltenes tag.

Troubadour-rocken har vist sig at være fuldstændig tidløs. Så længe der er en god historie at fortælle, skal rocken nok spille dertil!

Den ultimative spilleliste: Troubadour-rockens milepæle

De udenlandske rødder:

Bob Dylan – Like a Rolling Stone (Sangen, der for altid koblede folk-poesi med elektrisk rock)

Bruce Springsteen – Born to Run (Hverdagsrealisme leveret med det vildeste rockorkester)

Neil Young – Heart of Gold (Den perfekte balance mellem det rå, det følsomme og det akustiske)

De danske 70'er-pionerer:

Skousen & Ingemann – Herfra hvor vi står (Den elektriske genfødsel af den danske folkevise)

Sebastian – Hvis du tror du er noget (Inderlig poesi møder et stort, flot rockarrangement)

Poul Dissing & Benny Andersen – Svantes lykkelige dag (Om lidt er kaffen klar) (Den ultimative, folkelige syng-med-klassiker)

Kim Larsen / Gasolin' – Langebro (Bohemens mesterlige storbyfortælling i slumrock-klæder)

Stig Møller – To sjæle (Spillemandsglæde og naiv charme, når det er allerbedst)

Trille – Hej søster (En af de stærkeste, mest personlige og politiske kvindestemmer fra årtiet)

Anne Linnet Band – Det er ikke det du siger (Rå og hudløs energi fra en af Danmarks største sangskrivere)

Nutidens troubadourer og deres store sange

• Johnny Madsen, hvis sange, efter hans død nu bliver sunget af sønnen Rasmus – Udenfor sæsonen (Rå, jysk rockpoesi og solid spade).
• Allan Olsen – Gajo (Klassisk historiefortælling med masser af lune og humor).
• Niels Skousen (Solo) – 68  (Et smukt og modent kig i bakspejlet fra en af genrens fædre).
• Søren Huss – Et hav af udskud (Intimt, dybt og bjergtagende smukt ført ind i det nye årtusinde).
• Jonah Blacksmith – House on Fire (Moderne folk-rock med gigantiske festival-omkvæd og rødderne solidt plantet i jorden).